Indskolingen
BH., 1. 2. og 3. klasse
Gennem et tæt samarbejde mellem børnehaveklasselederen, de øvrige indskolingslærere, fritidsordningen og forældrene, giver vi børnene en tryg hverdag, fyldt med kreativitet, faglighed, leg og bevægelse.
Alle skal trives – hver for sig og sammen. Det sociale liv i klasserne prioriteres meget højt – f.eks. med fælles udarbejdelse af ”spilleregler” for henholdsvis børn, forældre og lærere!
Formen på vores undervisning veksler mellem klasseundervisning, værkstedsundervisning (børnene arbejder selvstændigt i grupper med forskellige faglige aktiviteter) og undervisningen på tværs af klasserne.
Ofte arbejder vi med emner; det giver mulighed for tværfaglighed, fordybelse, sammenhæng og børnenes medindflydelse. I en periode hvert år arbejder alle på skolen sammen på tværs af klasserne – om et større emne.
Med sine 150 – 160 elever er vores skole et trygt og overskueligt miljø for børn og voksne. Vi prioriterer samarbejdet med forældrene højt; bla. ved forældremøder, forældresamtaler og et højt informationsniveau fra skolens side. Fællesskabet mellem skole og hjem styrkes bla. ved de mange traditionelle arrangementer, arbejdslørdage, fællesspisninger o.lign.
Mellemgruppen
4. 5. og 6. klasse
De grundlæggende redskaber, der blev indlært i indskolingsperioden, skal nu bruges til at arbejde mere selvstændigt inden for de forskellige fag.
I fagene ligger der mange muligheder for indlæring. Det er vores opgave at skifte imellem disse muligheder, så børnene får brugt alle deres sanser og får så mange erfaringer, at de føler behov og lyst til at opsøge mere viden.
Vi lægger derfor vægt på både klasseundervisning, samarbejde lærere og klasser imellem, selvstændigt arbejde, gruppearbejde og kreativitet.
Ekskursioner og udeliv er med til at give gode oplevelser uden for skolens lokaler.
Lærerne i mellemgruppen arbejder i klasseteams. Det er i disse teams, at man følger op på klassens og det enkelte barns trivsel.
Overbygningen
7. 8. og 9. klasse
Overbygningen på Ollerup Friskole skiller sig på nogle punkter ud fra den øvrige skole. Eleverne har således klasseværelse i et særskilt hus.
De tildeles større ansvar og har mere medbestemmelse.
Udover de almindelige fag dansk, matematik, engelsk, tysk, fysik og idræt, har eleverne et fagområde, som vi har valgt at kalde projekt-/emnefag. Det dækker alle øvrige fag sat ind i de sammenhænge, der er relevante for eleverne.
Hele undervisningen er i højere grad baseret på projektorienterede undervisningsforløb.
Vort mål for undervisningen i overbygningen er at bevare og styrke elevernes nysgerrighed, evne til at undres, lyst til at lege samt fortsatte lyst til at lære.
Vi ønsker at tænde elevernes engagement, så de bliver bevidste om egne resourser.
Vi ønsker at give dem tro på individets egenværdi, at alle har en betydning, og at der er brug for dem.
Vi forventer stor social rummelighed og accept hos eleverne.
Eleverne deltager i anderledes uger enten som en selvstændig gruppe eller grupper på tværs af årgange.
Eleverne har mulighed for at tage Folkeskolens Afgangsprøver, ligesom de laver projektopgave i slutningen af 9. klasse og er ude i erhvervspraktik.
Ældstegruppen plejer også at have en sammenspilsgruppe i samarbejde med Musikskolen.
I 9. klasse er der tradition for, at klassen tager på en større tur, oftest til udlandet. Mere fremadrettet arbejder vi på et mere fleksibelt skema, så vi kan komme noget mere ud af huset og få mere feltarbejde.
|